Folkelig opbakning til LEGO House rejsegilde


Ved rejsegildet i dag blev LEGO House byggeriet fejret af 3000 Billund borgere og LEGO medarbejdere. LEGO House er klar til åbning i andet halvår af 2017 og bliver et oplevelsescenter samt samlingspunkt for lokalområdet.

Nu er den øverste klods i LEGO House på plads.

Derfor er der i dag rejsegilde med deltagelse af 3000 Billund borgere og LEGO medarbejdere. De kan alle komme en tur ind på byggepladsen, og når de herinde bøjer nakken bagover, har de frit udsyn til den klassiske fire gange to knoppers LEGO klods, som befinder sig øverst i bygningen. Fuldt færdig kommer LEGO House til at bestå af 21 LEGO klodser bygget oven på hinanden.

Leg med LEGO klodser er kernen

LEGO ejer Kjeld Kirk Kristiansen siger:

LEGO House er en drøm, der er på vej til at blive virkelig for min familie og mig. Vi skaber et unikt sted, hvor familier og LEGO fans i alle aldre kan opleve LEGO Koncernens historie og værdier og samtidig udforske alt det, som LEGO leg har at byde på. Børn lærer af at lege med LEGO klodser. Det er kernen i vores virksomhed. Det bliver også kernen i LEGO House, som samtidig er et vigtigt bidrag fra os til visionen om Billund som Børnenes Hovedstad.

Ud over en tur på byggepladsen byder rejsegildet på røde pølser med rød sodavand og leg med LEGO klodser. Rejsegildet foregår i samarbejde med Billunds butikker, som sørger for, at hele Billund er i festhumør.

Et hus for LEGO klodsens uendelige muligheder

Festhumøret gælder også LEGO Koncernens administrerende direktør, Jørgen Vig Knudstorp:

Vi bygger dette ene LEGO House i hjertet af Billund, ganske tæt på det sted, hvor LEGO Koncernen blev født. I vores virksomhed arbejder vi hver dag på at skabe spændende og sjove legeoplevelser for børn i hele verden, og efterhånden som LEGO House materialiserer sig, bliver det også tydeligt, at vi med dette hus får et helt unikt sted, hvor man selv kan prøve kræfter med LEGO klodsens uendelige kreative muligheder.

Går alt som planlagt, er LEGO House klar til åbning i andet halvår af 2017. Inden da skal selve huset bygges færdig og de mange LEGO oplevelser installeres. Som General Manager for LEGO House er Jesper Vilstrup ansvarlig for, at projektet bliver klar til start, og for efterfølgende at drive LEGO oplevelsescentret:

Et samlingspunkt for Billunds borgere og gæster

Gæsterne skal købe billet for at komme ind og få den dybe LEGO House oplevelse, og vi er i øjeblikket i fuld gang med at udvikle den del. Der ud over bliver der fri adgang til at udforske huset. Man kan gå hele vejen op til toppen af LEGO House og nyde udsigten, og der bliver fri adgang til den kæmpestore indendørs plads med restaurant, cafe og LEGO butik. Vores håb er, at vi også får skabt et nyt samlingspunkt for byens borgere og de mange besøgende.

Fakta om LEGO House

  • LEGO House bliver på 12.000 m2.
  • LEGO House bliver 23 meter højt.
  • Der er fri adgang hen over LEGO House ad trapper og terrasser.
  • Der vil være fri adgang til en 2.000 m2 stor overdækket plads med café, restaurant og en særlig LEGO butik inde i LEGO House.
  • LEGO House er tegnet af det danske arkitektfirma BIG-Bjarke Ingels Group.
  • Arkitektonisk kan bygningen ses som bygget af 21 LEGO klodser, der omslutter en stor indendørs plads og øverst har den ikoniske to gange fire knoppers LEGO klods, som vi kalder Keystone.
  • Den største del af LEGO House bliver for betalende gæster og består af fire specialdesignede LEGO oplevelseszoner.
  • I LEGO oplevelseszonerne skal gæsterne være aktive, bygge med LEGO klodser, eksperimentere med LEGO klodser, fortælle historier med LEGO kloder, udtrykke sig gennem LEGO klodser, blive udfordret og inspireret som LEGO byggere samt se fantastiske LEGO kreationer.
  • Desuden bliver gæsterne i en femte LEGO oplevelseszone præsenteret for historien om familie-virksomheden, udviklingen af LEGO produkterne, LEGO brandet og LEGO Koncernen.
  • LEGO House ventes at åbne i andet halvår af 2017.
  • LEGO House er et af LEGO Koncernens bidrag til visionen om Billund som Børnenes Hovedstad.

Foto: BillundPhoto