Politikerne i Teknik, Plan og Kulturudvalget skal på onsdagens møde tage stilling til en harmonisering af taksterne på kultur- og fritidsområdet i Billund kommune.
I forbindelse med implementeringen af det nye forenings- og bookingsystem Fritidsliv er forvaltningen nemlig blevet opmærksom på nogle problematikker i forhold til taksering af lokaler i kultur- og fritidslivet.
Derfor har man fra forvaltningens side lavet et forslag til hvordan der kan harmoniseres på området – primært i forhold til idrætsfaciliteter, som anvendes af folkeoplysende foreninger. Her står adskillige foreninger til prishop i lokalelejen og det er faldet blandt andet formanden for Billund Idrætsforening, Mads Bay, for brystet:
– Jeg synes det er svært at gennemskue konsekvenserne af reguleringen, men umiddelbart kommer vi til at justere vores kontingenter opad. Jeg undres over man regulerer betalingen på anlæg, man fra kommunal side, ikke har udviklet på i 15 år, lyder det fra formanden.
Han undrer sig samtidig over tidspunktet for harmoniseringen:
– At man vælger at lave en besparelse på fritidsområdet, der står enormt svækket efter pandemien – dét forekommer mig uhensigtsmæssigt. Medmindre formålet er at stille foreningslivet dårligere. Det virker på mig som om det politiske fokus på frivillighedens daglige arbejdsbyrde, med folkesundhed og aktivering af børn og unge, bliver glemt til fordel for store prestigeprojekter, siger Mads Bay.
Formanden for Teknik, Plan og Kulturudvalget, Simon Nicolajsen, ønsker ikke at udtale sig i sagen før dagens udvalgsmøde.


