Formandsskifte hos lokale Socialdemokrater


Det er ikke kun på folketingskandidatposten at Socialdemokraterne i Vejen-kredsen – der dækker Vejen og Billund kommuner – har skiftet ud.

Ved weekendens generalforsamling i Vorbasse Fritidscenter afløste Eva Kristensen Jonas Midstrup som formand for kredsens socialdemokrater, og samtidig blev det et farvel til det mangeårige bestyrelsesmedlem Kjeld Thorsen, der udtræder af bestyrelsen.

Det var folketingsmedlem Troels Ravn der aflagde beretning og her nævnte han blandt andet lokalområdet:

– Som lokal valgt medlem af Folketinget handler det om at binde sit lokalområde sammen med Christiansborg. Det er særdeles positivt for os, at der nu bliver etableret en nærpolitistation i Grindsted, og at vores lokale ungdomsuddannelser i Grindsted og Vejen sikres bæredygtighed og øgede muligheder for at indgå tætte samarbejder, sagde Troels Ravn, der også fik fremhævet  jordforureningen i Grindsted:

– Selv om vi er utålmodige og i den grad mangler bevis på konkret handling i forhold til en miljømæssig og etisk katastrofal forurening – lige her hvor der bor tusindvis af mennesker – så er det vigtigt at fastholde, at vi de seneste to år står et helt andet sted end tidligere. Folketinget har besluttet, at der skal renses op efter de såkaldte generationsforureninger, som Grindsted er en del af, og den socialdemokratiske regering har afsat de første 630 millioner kroner til formålet. Regionerne har udarbejdet en prioriteret handlingsplan – Grindsted er med i både etape 1 og 2. Nu venter vi på, at den nødvendige viden og metoder er på plads, så vi kan komme i gang med en egentlig oprensning. Jeg er positiv og optimist i forhold til, at de kan ske indenfor en overskuelig tidshorisont, men vi skal være ærlige og sige, at det her vil komme til at ske over mange år, lød det fra Troels Ravn.

Når vi i 2023 skal til folketingsvalg igen, så vil Troels Ravn ikke stå på stemmesedlen. Han afløses på spidskandidatposten af Kris Jensen Skriver fra Grindsted.