Fornem start på sæsonen for GSK Liga

Da sæsonen endelig kunne skydes i gang for Grindsteds vedkommende tirsdag aften – seks døgn senere end planlagt på grund af en regnvåd bane i onsdags – så blev det en fornem start på 2025-sæsonen i landets bedste speedwayrække.

Med 48-36 blev Esbjerg Vikings sendt tilbage vestpå med et nederlag og GSK kunne tage sejrsrunden på det lokale speedwaycenter, hvor 3312 tilskuere var valfartet til – med gratis adgang, i øvrigt takket være Billund Kommune.

Særligt de to Pawlicki-brødre havde en stor andel i Grindsted-sejren, da de lavede samlet 22 + 3 point – 11 point til hver med 2 bonuspoint til storebror Przemyslaw og et enkelt til lillebror Piotr.

– Det var dejligt med en sejr, og forhåbentlig var den stor nok til, at vi kan tage bonuspointet, når vi møder Esbjerg dernede senere, lød det efter matchen fra GSK-kører Kenneth Bjerre.

Han vurderer forskellen på de to hold således:

– Alle vores kørere laver point i dag, mens Esbjerg havde et par stykker, der faldt lidt igennem, synes jeg, så dét var forskellen, mente Bjerre.

Han noterede sig også Pawlicki-brødrene, som stod for samlet 22 af GSKs 48 point:

– Ja, det var godt at se Piotr også kunne finde rundt derude, så det tegner godt, lød det med et smil fra Kenneth Bjerre, inden han kørte på sejrspodiet til blomster og klapsalver.

Allerede onsdag går det løs igen, når GSK skal en tur mod øst til et møde med Slangerup.