Trafikeret rundkørsel spærres aften og nat i to uger

Asfalten på Rute 28 Lufthavnsvej mellem Vandel og Billund Lufthavn er ved at være slidt. Derfor går Vejdirektoratet på mandag den 5. maj i gang med at give strækningen et nyt og forbedret lag asfalt.

Ved samme lejlighed får også rundkørslen ved lufthavnen lagt ny asfalt og arbejdet forventes at tage to uger.

Heldigvis kommer arbejdet til at blive udført som aften- og natarbejde primært mellem klokken 19.00 og 6.00, hvor Lufthavnsvej mellem Vandel og Billund Lufthavn vil være spærret i begge retninger. Der vil være skiltet med omkørsel ad Billundvej, Grindstedvej, Vejlevej og Nordmarksvej.

Når der bliver arbejdet i rundkørslen, vil trafikken fra Rute 30 Billundvej blive afviklet med trafiklys. Ind- og udkørslen ved Billund Lufthavn vil her være spærret, så adgang til og fra lufthavnen vil foregå via Båstlundvej. Når der ikke arbejdes i rundkørslen, vil den normale ind- og udkørsel ved lufthavnen være åben.

Og alt det her afspærringer og omkørsler kan altså give forlænget rejsetid og kødannelser, så derfor anbefaler Vejdirektoratet, at rejsende tager af sted til lufthavnen i god tid, hvis de skal flyve i aften- eller nattetimerne, hvor der bliver arbejdet.