Fra skærmtid til fællestid: Unge skal lokkes ud i virkeligheden

Hvordan får man tweens og teenagere til at lægge skærmen fra sig og i stedet mødes med andre? Det spørgsmål er en del af tanken bag Challenge Days, som MAGION og UngBillund holder den 26.-27. september i Grindsted.

Her er ambitionen at få de unge væk fra telefonen, tabletten og computeren for i stedet selv at være med, når der blandt andet bliver mulighed for streetbasket, skating, fodbold, dans, kreative aktiviteter og forskellige fysiske udfordringer.

– Vi vil gerne møde de unge i den verden, de allerede interesserer sig for, men samtidig invitere dem ud af skærmen. Challenge Days handler om at skabe en ramme, hvor man mødes med vennerne, prøver noget nyt, bevæger sig og har det sjovt sammen, siger eventansvarlig i MAGION Pernille Steffensen.

Hun håber, at de unge bagefter sidder med følelsen af selv at have været en del af noget frem for blot at have fulgt andres oplevelser gennem en skærm.

UngBillund er med til at arrangere dagene, og her er det især muligheden for at mødes på tværs, der har været interessant.

– Vi vil gerne skabe rammer, hvor unge kan mødes på tværs, være aktive, være nysgerrige og opleve, at der er plads til forskellige interesser. Det skal være en weekend, hvor man både kan udfordre sig selv, hænge ud med vennerne og blive en del af et større fællesskab, siger Pauline Kamp Schröter fra UngBillund.

Challenge Days er primært rettet mod tweens og teens, men flere af aktiviteterne er også lavet, så forældrene kan være med.

Arrangementet finder sted i MAGION i Grindsted den 26. og 27. september.