Budgettet for Billund Kommune de kommende fire år er på plads – og samtlige 25 medlemmer af kommunalbestyrelsen har skrevet under på aftalen.
Budgetforliget for 2027-2030 blev landet tirsdag efter en proces, hvor politikerne både har skulle finde besparelser og samtidig gøre plads til nye investeringer.
En af de helt store poster er det specialiserede socialområde. Her afsættes tæt på 100 millioner kroner over de næste fire år til blandt andet borgere i botilbud, anbragte børn og borgere med sociale udfordringer.
Det er et område, hvor udgifterne er steget markant, og kommunen har samtidig sat analyser i gang for at finde ud af, hvordan økonomien kan bringes bedre i balance på længere sigt.
Borgmester Stephanie Storbank glæder sig især over, at alle partier er endt med at stå bag aftalen.
– Jeg synes, det er stærkt, at vi står med et projekt, hvor alle 25 er bag det. Det stiller os et godt sted, siger hun.
Også erhvervsudviklingen får en stor pose penge. 46 millioner kroner afsættes til planlægning og udvikling af nye erhvervsarealer langs den kommende motorvej mellem Billund og Give.
Samtidig er der kommet en række nye initiativer ind i budgettet, siden det oprindelige forslag blev sendt i høring. Der bliver blandt andet sat penge af til kollektiv trafik, udvikling af Grindsted bymidte, en trivselspulje i forbindelse med ombygningen af BillundSkolen og en undersøgelse af mulighederne for at løse behovet for flere dagtilbudspladser i Hejnsvig.
Men det brede forlig betyder ikke, at politikerne er begejstrede for alt i budgettet.
Kommunens økonomi har gjort det nødvendigt at finde besparelser, og blandt de beslutninger, der bliver fastholdt, er en ekstra lukkeuge i dagtilbuddene.
– Det er en lidt uvant situation for Billund Kommune at skulle ud og spare så mange penge. Der er stadig ting i budgettet, vi alle sammen helt sikkert gerne ville have været foruden, siger Socialdemokratiets gruppeformand Martin Alminde Friis.
Den ekstra lukkeuge bliver også fremhævet som en af de svære beslutninger af både Mogens Jørgensen fra Danmarksdemokraterne og Rie Køppen fra SF.
Til gengæld peger Lars Hansen fra De Konservative på, at budgettet får lukket det økonomiske hul på det specialiserede socialområde.
– Det har en voldsom stor betydning for nogle meget sårbare mennesker, at det stadig kan fungere, siger han.
Budgettet rummer derudover en række mindre investeringer og lokale initiativer rundt om i kommunen.
Dem vender BillundOnline tilbage til i en række artikler i de kommende dage.



