Frederik Vestis VM-drømme fik et knæk

Den unge racerkører Frederik Vestis VM-drømme har fået et gevaldigt knæk.

Filskov-køreren måtte i går udgå på første omgang i Formel 2-grandprixet på Monza-banen i Italien.

Han fik ellers en flyvende start fra sin ottende position i feltet, som han bevægede sig langsomt op igennem. Men i en duel om fjerdepladsen blev Vesti presset ud i græsset og snurrede rundt, så bagenden af bilen ramte barrieren.
Det skriver TV SYD.

Dermed var Vesti ude af racerløbet på Monza-banen og således mistede han vigtige point i kampen om VM-trofæet, hvor han forud for søndagens løb indtog en andenplads i VM-stillingen.

Til november køres sæsonens sidste løb i Abu Dhabi.