Fire ud af ti vælgere i Billund kommune havde kl. 16 i dag afgivet deres stemme til regions- og kommunalvalget. 40,01 lå den gennemsnitlige stemmeprocent på – med valgstedet i Billund Centret i førertrøjen med 42,32 pct.
De evige rivaler ved valghandlinger, Filskov og Stenderup-Krogager, lå begge i den lave ende med omkring 36 pct. Kommunens to mindste byer dyster ved hvert valg om den højeste valgdeltagelse – og således holdes der skarpt øje med hinandens tal.
Kl. 16 havde 280 af de 775 borgere i Stenderup/Krogager sat deres kryds i Teglgaardshallen – svarende til 36,13 pct, mens 36,66 pct af de 802 vælgere i Filskov havde været forbi den lokale kro til stemmeafgivning. Dermed var Filskov på dét tidspunkt 7,1 procentpoint bagud i forhold til samme tidspunkt ved valget i 2021, mens Stenderup/Krogager haltede hele 9,1 procentpoint efter.
I Sdr. Omme kom der pludselig rykind i timen mellem 16 og 17, så stemmeprocenten røg op fra knap 39,8 pct til 48,83 pct. Og samme tendens gjorde sig gældende i de øvrige byer: Stenderup/Krogager steg til 46,58 pct og Filskov til hele 48,38 pct.
Herunder kan du se hele skemaet over afgivne stemmer frem til kl. 17:




