Gaardens børn støtter den lokale julehandel

Normalt tager børnene på fritidsklubben Gaarden i Billund på juleshoppetur til Kolding, når gaverne til familien skal købes. Men sådan er det ikke i år. Her har Gaarden valgt at hjælpe børnene med at købe deres gaver til mor, far og søskende lokalt:

– Nu er der efterhånden kommet så mange butikker i Billund at der er noget at vælge imellem for dem. Og så vil vi jo rigtig gerne støtte lokalt, siger lederen af Gaarden Billund, Klara Lyskjær-Noer.

Derfor er henved 75 børn i dag sluppet løs i Billunds butikker, og vanen tro har de voksne en fast base, hvor børnene kan komme hen og få opbevaret deres indkøb mens de går ud og shopper videre. Men i år er pladsen i Kolding Storcenter skiftet ud med et mødested i LEGO House.

– Så skal vi over til Torben på REFBORG bagefter og have fælles aftensmad med burgermenu og softice, lyder det fra en glad Klara Lyskjær-Noer, der nyder at kunne støtte lokalt.