Galleritunnel under Møllevej blev indviet

Rammerne kan åbnes og så kan tegninger hænges ovenpå hinanden. Ifølge Marie Astrup fra Coc Playful Minds kan der være mere end 70 tegninger i lag i hver ramme.


Flere børn skal bruge tunnelerne under Møllevej til og fra skole og idrætsaktiviteter. Det mål satte CoC Playful Minds sig sidste år, og derfor blev en række børn fra Den Internationale Skole involveret i projektet.

I september blev den blå tunnel midt på Møllevej lavet mere lys og lækker – med ophængte spejle og lys, så det blev mere indbydende og sjovt at cykle og gå gennem tunnelen. Og nu er det så den sydlige tunnel der har fået et mere venligt udtryk i form af et galleri.

Her er der ophængt 40 rammer i forskellige størrelser og tanken er at børn kan hænge deres tegninger og maleri op i disse rammer for at nå ud til et bredere publikum end bare lige forældrene derhjemme. Igen er det børnene fra P3 på ISB – svarende til 2. klasse – der har været bagmændene for de første tegninger.

– Igen har vi hængt lys op i tunnelen så den ikke virker så uhyggelig – især i de mørke efterårs- og vinteraftener – og her vil der så være et gyldent skær med fokus på malerierne, fortæller Marie Astrup fra CoC Playful Minds.

Det er i øvrigt hendes klare indtryk at flere børn er begyndt at bruge tunnelerne under Møllevej efter de er blevet istandsat.

Hun opfordrer alle børn til at komme ned og hænge deres billeder og tegninger op i tunnelen ved Billund Varmeværk.