GAS inviterer til en tur på Ønskeøen

PR-foto


Det er intet mindre end en nyskrivning af klassikeren Peter Pan, som den lokale amatørscene GAS byder på, når man i weekenden 10.-12. november opfører fire forestillinger i UKH, Unge og Kulturhuset i Grindsted.

Men de er der stadig allesammen; Wendy, John og Michael med bamsen og hunden Nanna, Peter Pan og Klokkeblomst, havfruerne og indianerne, krokodillen og selvfølgelig sørøverne anført af den navnkundige Kaptajn Klo.

Men der bliver også nye bekendtskaber; Den kloge kone Franciska, kæresteparret Romeo og Julie, havnedullerne Sweetie og Lovely, Klos betroede mand Smask og lille Ole Skibsdreng.

– Og vidste I, at Kaptajn Klo havde en fortid som skolelærer, eller at han har en mor? Alt det rejser naturligvis en masse spørgsmål. Hvem bestemmer på skibet – Kaptajn Klo eller hans mor? Kan skibskokken score damer? Må der i det hele taget være kvinder om bord? Får Smask hyret kvalificeret mandskab? Har den kloge kone en krystalkugle? Hvordan trøster man indianerbørn, og hvordan lokker man Klokkeblomst om bord på sørøverskibet? lyder det fra GAS.

Det hele er der svar på i UKH fredag den 10. november kl. 19, lørdag den 11.  kl. 11 og 15 samt søndag den 12. kl. 11.  Billetter kan købes på gas-grindsted.dk og ved indgangen før forestillingen.