GAS leder efter nye lokaler

Vil nogen hjælpe GAS – eller skal årets revy blive den sidste?

Sådan spørger den lokale amatørscene efter man har modtaget melding fra den kommunale forvaltning om at man ikke kan finde et sted som foreningen kan drive sine aktiviteter videre i.

GAS holder til på Nordre Skole, men den gamle skole er blevet sat til salg og dermed bliver skuespillerne husvilde nå en ny køber tager over.

– Der er ingen tvivl, at de mener os det godt og gerne vil hjælpe os, hvis der kan findes lokaler til os et sted i byen eller omegnen. Vi håber, alle vil hjælpe os med at finde et sted at bo, for hvis vi bliver hjemløse ved årsskiftet, er det svært at se nogen chance for, at GAS overlever.  En anden mulighed ville selvfølgelig være, hvis kommunen undlod at sælge børnehaven Solstrålen ved Tingparken, lyder det i en pressemeddelelse fra GAS.

Lige for tiden har amatørskuespillerne travlt med de sidste øveaftener op til GAS REVYEN, der har premiere i Unge- og Kulturhuset ved Magion på torsdag den 16. maj.

Derudover er familieforestillingen Rotteræset på vej, og til november spiller musicalen Vi maler byen rød, hvor publikum kan komme til at synge med på de mest populære Grand Prix melodier gennem tiderne.

– Efter dét kan vi risikere, at den næste begivenhed bliver at holde auktion på vores kostumer og andre ejendele, hvis vi ikke finder et sted til dem, lyder det fra GAS.