To unge svenskere anholdt efter indbrud på rådhuset

Arkivfoto


En 21-årig mand og en 19-årig mand, der begge er svenske statsborgere, blev natten til lørdag anholdt efter et forsøg på indbrud i en virksomhed på Herredsvej i Vejle – og kort efter stod det klart at de også havde været på spil ved Rådhuset i Grindsted et par timer forinden.

De to mænd forsøgte i første omgang at stikke af fra politiet, da de blev opdaget i Vejle, men politihundene fik dem hurtigt opsnust i et buskads i nærheden. Ikke så langt derfra fandt ordensmagten et koben, en stor sæk og en bilnøgle smidt – og da der blev kigget nærmere på den bil, bilnøglen passede til, blev politiet klar over at de to unge svenskere altså også havde været en tur i Grindsted.

Det er uvist hvad der blev udbyttet ved indbruddet på Rådhuset i Grindsted lørdag aften.

Ved et grundlovsforhør i går blev de to svenskere varetægtsfængslet i foreløbig 14 dage.