Bestyrelsen i GEV har besluttet at støtte byggeriet af det nye motorik- og kampsportscenter ved MAGION med en kvart million kroner.
– GEV har et ønske og en vision om at være en lokal drivkraft og give noget tilbage til de lokale andelshavere. Derfor har bestyrelsen også vurderet at der her var en unik mulighed for at støtte et byggeri, som vil løfte Grindsted by, både for de lokale, der allerede bor i byen, men også for eventuelle tilflyttere. Og netop det at støtte lokalt er en del af GEVs strategi, siger bestyrelsesformand, Jørgen Kristensen i en pressemeddelelse.
– Vi mener grundlæggende, at vi som andelsvirksomhed skal være lokalt forankrede og medvirke til at udvikle byen på de områder, hvor det passer ind i vores egen strategi. Det ser vi i Magion, hvor de er i gang med at skabe yderligere muligheder for fællesskaber og et sundt aktivt liv. Vi får mulighed for at hjælpe Magion med at skabe et motorik- og kampsportscenter, der vil løfte Magion generelt ind i rollen som et lokalt og regionalt samlingspunkt i fremtiden, lyder det fra bestyrelsesformanden.
GEV har tidligere doneret og givet gaver til byen – eksempelvis de to skulpturer der står foran Magion og fontænen på torvet i Grindsteds midtby. Men det koster ikke forbrugerne noget:
– Vi adskiller både donationer og sponsorater fra vores forsyningsselskaber. Vores kommercielle aktiviteter ligger separat fra disse, og faktisk er det ikke lovligt for os, at lave sponsorater og donationer via vores regulerede selskaber på vand, el og fjernvarme-området. Men vi har et Holdingselskab, hvor vi laver forskellige ydelser, blandt andet for andre forsyninger og for Billund Kommune. Det er herfra vi har mulighed for at støtte lokalt, siger GEVs direktør, René Heiselberg Gier.
Og i Magion har centerleder Henrik Steen-Andersen svært ved at få armene ned:
– Det er skønt at mærke den lokale opbakning. At der er andre end os der tror på, at vores motorik- og kampsportscenter virkelig kan gøre en forskel i vores by. GEV viser virkelig flaget med deres donation og vi er stolte over, at få den her støtte, siger Henrik Steen-Andersen.



