Lokal succes til Skole OL Finalen i Børnenes Hovedstad

Foto: Skole OL/Billund Kommune/Lone Dybdahl


Billund Kommune kan både prale af at have Børnenes Hovedstad og de sejeste børn i landet. 34 klasser repræsenterede på bedste vis kommunen i den store finale, hvor de kæmpede imod 266 andre klasser.

– Til finalen har der været en hel fantastisk stemning med mange engagerede elever. Jeg er sikker på, at eleverne tager de gode oplevelser med sig hjem og fortæller dem videre til familie og venner. De er nu alle med til at sætte Billund og Børnenes Hovedstad på landkortet, siger udvalgsformand for Teknik-, Plan- og Kultur, Simon Nicolajsen Jørgensen.

Eleverne i Billund Kommune har året igennem trænet, så de stod tiptop klar til finalen, og det har givet flere rigtig flotte resultater. Hele fire bronzemedaljer, to sølvmedaljer og to guldmedaljer gik til klasser fra Billund Kommune. Resultater, der ikke var kommet, hvis det ikke havde været for lærernes og elevernes opbakning til projektet.

– Lærerne er gået ind til Skole OL Finalen med alt, hvad de har. De ser tydeligt, hvordan eleverne blomstrer under sådan et arrangement. Eleverne får bevæget sig og har oplevet, hvordan de kan lykkes i fællesskab, fortæller Billund Kommunes projektleder for Skole OL Finalen Daniel Quvang Rasmussen.

Børnenes Hovedstad og Skole OL har i en uge været i perfekt symbiose. Hele vejen igennem afholdelsen har de understøttet hinandens mål om at skabe en hverdag i børnehøjde. Børnenes Hovedstads målsætninger ligger dermed i en naturlig forlængelse af Skole OL’s egne målsætninger.

– Alle kommuner kan lægge asfalt til en Skole OL Finale, men i Billund Kommune kan vi gøre en helt særlig forskel for børn. Når vi for eksempel både inddrager børnene i afholdelsen af arrangementet og arrangerer mini OL for 500 børnehavebørn, ser vi, hvordan kommunen tager børn seriøst, siger Simon Nicolajsen Jørgensen.

At Børnenes Hovedstad har tilført et særligt element til Skole OL Finalen, er Daniel Quvang Rasmussen også enig i. Han har set, hvilken forskel Børnenes Hovedstad gør i samarbejdet med Skole OL.

– Børnenes Hovedstad og etableringen af den børneolympiske by har været med til at tage Skole OL Finalen til nye højder. Vi bringer Børnenes Hovedstads værdier om leg, læring og kreativitet samt samskabelse med børn ind i Skole OL. Skole OL er nu både for børn og afholdt sammen med børn, konstaterer Daniel Quvang Rasmussen.