Der kommer både international erfaring og ekstra skudkraft ind på højrebacken hos GGIF Håndbold.
Grindsted-klubben har hentet 29-årige Jakob Mikkelsen, der har spillet professionel håndbold i både Danmark, Frankrig og Portugal – og som nu er klar til kamp igen efter en længere og noget drilsk fodskade.
Mikkelsen har tidligere spillet i Fredericia og franske Istres, inden turen gik til storklubben FC Porto, hvor han tilbragte tre år.
Siden blev håndboldkarrieren sat på pause af fodskaden, og i sommeren 2025 vendte han hjem til Danmark. Her har han arbejdet sig tilbage – og for seks uger siden kunne han endelig trække i træningstøjet og spille håndbold igen.
Nu bliver næste stop altså Grindsted.
Tilgangen falder på et ganske godt tidspunkt for GGIF, der har været godt plaget af skader og restriktioner hos flere af de bærende spillere i starten af sæsonen. Og sportschef Flemming Pedersen lægger ikke skjul på, at han er svært tilfreds med den nye mand i truppen.
– Det er et kæmpe løft for os at få en spiller som Jakob ind i truppen. Vi har her i opstarten været ramt af skader og restriktioner på flere bærende spillere, og Jakob kommer med både stor erfaring og masser af kvalitet. Han kommer til at give os endnu mere kvalitet i den daglige træning og samtidig flere muligheder både offensivt og defensivt. Vi glæder os rigtig meget til at se ham i den blå trøje, siger Flemming Pedersen.
Også uden for håndboldbanen er der sket lidt siden hjemkomsten til Danmark. Jakob Mikkelsen bor i dag i Horsens, er uddannet finansøkonom – og er blevet far til et barn, der nu er omkring et halvt år gammelt.
Men nu kalder håndbolden altså for alvor igen. Jakob Mikkelsen er allerede til rådighed for GGIF og klar til kamp i den blå trøje.



