Gitte Ottosen stopper som Socialdemokraternes borgmesterkandidat


Efter i næsten 10 år, at have stået i spidsen for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune og tegnet partiets politik udadtil, melder Gitte Ottosen nu ud, at hun ikke ønsker at være partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2017.

”Når man går ind i en valgkamp som oppositionens borgmesterkandidat, skal man være indstillet på, at give sig selv 120%. Sådan er det i en kommune, hvor så mange stemmer borgerligt. Det kræver derfor rigtig mange ressourcer, og jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke er indstillet på endnu engang, at kæmpe denne kamp,” siger Gitte Ottosen.

”Det har været spændende, at have været en del af det lokalpolitiske arbejde og jeg ville ikke have været det for uden. At have været med til at præge Billund Kommunes udvikling kan ikke sammenlignes med noget som helst andet, jeg tidligere har prøvet. Det har været et kæmpe privilegium. Det har samtidig været en stor glæde, at stå i spidsen for Socialdemokraterne,” fortsætter Gitte Ottosen.

Gitte Ottosen vil heller ikke være at finde på listen over Socialdemokraternes andre kandidater til det kommende byrådsvalg, for som hun siger:

”I min position er man enten med – eller også er man ikke med. Jeg gør aldrig noget halvt, så det vil jeg heller ikke gøre her. Det bliver et farvel og tak for mange gode år – både til den ene og den anden side af den lokalpolitiske boldbane. Det er dog på ingen måde et farvel til partiet, da min socialdemokratiske grundholdning er intakt.”

Gitte Ottosen oplyser, at tidspunktet for hendes udmelding kommer nu, fordi hun vil give partiet god tid til at finde en ny borgmesterkandidat. Indtil valget er truffet, forventer Gitte Ottosen at forsætte som gruppeformand.

Gitte Ottosen glæder sig til at få mere tid til sig selv og familien, men er endnu uafklaret med, hvad hun ellers vil bruge tiden til.