Hvorfor skal vi stemme ja den 3. december? Et ja vil gøre det tryggere at være dansker, sværere at være kriminel og lettere at drive virksomhed. Ved et ja bevarer vi det, vi kender. Danmark i Europol giver os mulighed for at få indflydelse på det, som skal besluttes på EU-niveau.
For at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet er det nødvendig, at de forskellige landes politimyndigheder samarbejder på en hurtig og smidig måde for at få de kriminelle dømt og straffet. Dette samarbejde udvikles stadig.
Det vi stemmer om er en tilvalgsordning, hvor Danmark tilslutter sig 22 retsakter på retsområdet. Jeg kan ikke finde argumenter for at sige nej til en´af disse. De vil alle være til fordel for danskere og danske virksomheder.
Nej-sigerne påstår at vi kan få en parallel aftale og fortsætte som før. Eksperter udtaler, at en parallel aftale kan tage op til 6 år at forhandle på plads og vi kan endda ikke være sikker på, at der
bliver en aftale. Modstanderne mener også, at et ja vil være en glidebane, hvor Danmark vil miste yderligere suverænitet. Mette Frederiksen, socialdemokratiet og statsminister Lars Løkke Rasmussen har garanteret, at hvis Danmark skal være med i en fælles europæisk asyl- og udlændingepolitik, så kommer der en folkeafstemning. Selv Storbritannien og Irland har en tilvalgsordningen i dag, hvor vi især kender Storbritannien som EU skeptiske.
Jeg vil anbefale, at du stemmer ja den 3. december. Hvis du er tvivl, så stem ja, for der er for stor usikkerhed om, hvad et nej vil medføre.
Søren Mølby
Formand, Billund Venstre
Løvlundvej 12, Billund.