Glemt cykelhjelm afslørede elløbehjul med vanvittig topfart

Havde han nu bare husket cykelhjelmen, var han måske sluppet for politiets opmærksomhed. Men den glemte hjelm blev i går formiddag en dyr forglemmelse for en 16-årig dreng fra Hejnsvig.

Det fortæller JV.dk.

Den 16-årige kom kørende på sit elløbehjul i Vestergade i Grindsted, da en politipatrulje fik øje på ham. Og da betjentene først havde stoppet ham, viste hjelmen sig at være det mindste problem.

Elløbehjulet kunne nemlig drøne afsted med hele 90 km/t – selvom den lovlige grænse er 20 km/t.

Så var den køretur slut. Politiet konfiskerede elløbehjulet, kontaktede forældrene og gav den 16-årige udsigt til en bøde.