Gode råd fra professionelle gavner iværksættere

Erfaringerne viser at iværksættere der får råd med på vejen, får en sundere virksomhed.


For at undgå at nye iværksættere laver de samme fejl som andre, så står Billund ErhvervsFremme klar med råd og vejledning til de, der ønsker at starte egen virksomhed.

– Erfaringerne viser, at iværksættere, der har fået råd og vejledning under opstarten, har langt større chance for at overleve og udvikle deres virksomhed, lyder det fra Billund ErhvervsFremme forud for et gratis informationsmøde på mandag den 18. januar i Billund Idrætscenter.

På informationsmødet vil der blive budt på en generel gennemgang af udfordringerne og mulighederne ved at starte egen virksomhed, ligesom der bliver orienteret om A-kasse ordninger og uddannelsesforløb hos Campus Vejle, som iværksættere kan følge. Og den slags råd og sparring nytter. Det mener i hvert fald to tidligere deltagere på Billund ErhvervsFremmes informationsmøder:

– Vi fik begge meget ud af iværksætterinformationsmødet, iværksætterkurset og sparringen med Billund ErhvervsFremme. Det gav os en meget bedre baggrund for at skabe en solid og succesrig virksomhed, siger Sarah Bruun og Jane Fasterholdt, der startede salonen New Style Bruun og Fasterholdt Billund i 2012.