Igen i år havde Lions Billund-Grindsted stor succes med deres levering af havegødning og -kalk til døren.
– Bestillingerne overgik 2020 med adskillige længder. Det er en stor glæde, at så mange vil købe, og derved støtte et godt formål, lyder det fra Lions.
Allerede fra morgenstunden var de første Lions – mange med den bedre halvdel som chauffør – klar til at hente gødning og kalk på Løvlund Mølle, hvor det hele var linet op. Der var tilrettelagt en rute for hver.
Allerede ved middagstid havde samtlige kunder i Billund og Grindsted modtaget de bestilte varer.
Salget af gødning er sammen med blandt andet nytårskoncerten og tulipansalget med til at skaffe midler til Lions’ humanitære hjælpearbejde.