Der bliver kræs for kendere, når Byens Fest og Lynges Autoservice i Billund går sammen om at arrangere veteranbilauktion i Billund, søndag d. 7. juni. Det er i samme weekend, som der er Byens Fest i Anlægget og det er da også her auktionen finder sted.
– Vi får blandt andet en 1930 Ford A Roadster Pickup på podiet. Bilen kommer fra Warner Bros studierne og har blandt andet været med i en Gøg og Gokke-film, fortæller medarrangør Lynge Søndergaard-Jørgensen.
Derudover bliver det også muligt at byde på et par Jaguarer, en Porsche 924 samt to Chevrolet’er – fra henholdsvis 1928 og 1932. Kravet for at være med på auktionen er, at bilen, der sælges, skal være mindst 30 år gammel. Men også knallerter kommer under hammeren:
– Her har vi en meget sjælden Lohmann 19 ccm dieselknallert. Det fortælles, at den skulle være ret besværlig at starte, men at den til gengæld kører 80 km på en liter brændstof, beretter Lynge Søndergaard-Jørgensen.
Derudover sælges der også en Opel Kadett fra 1937, der er skænket til velgørenhed. Bilen sælges uden mindstepris og det indkomne beløb doneres til Scleroseforeningen.
Det bliver muligt at se de mange smukke køretøjer fra kl 9 på auktionsdagen, hvor der er eftersyn på plænen ved Anlægget. Kl. 13 finder auktionen så sted, hvor bilerne kører en efter en gennem skoven og ind foran Friluftscenen.
Du kan se alle de tilmeldte biler til Veteranbilauktionen ved at klikke her.