Grindsted bliver hjemby for DM i pløjning

De danske mestre i pløjning skal findes i Grindsted i år. Det står klart efter at Billund Kommune har valgt at gå ind som hovedsponsor for DM i pløjning, der i år arrangeres af Region Ribe LandboUngdom.

– Det var et enigt økonomiudvalg, som bevilgede sponsoratet til DM i pløjning fra vores Eventpulje. Vi er glade for at kunne støtte op om store arrangementer her i kommunen, og særligt arrangementer som er båret frem af unge frivillige, som det er tilfældet her med de unge fra LandboUngdom. Vores mål med Eventpuljen er, at skaffe arrangementer til Billund Kommune som sætter spot på kommunen, og samtidig vil vi løfte de lokale foreninger. Vi er i disse år vært for en række spændende DM arrangementer, og DM i pløjning ligger meget naturligt her i Billund Kommune, da vi jo er et stort landbrugsområde, forklarer Ib Kristensen, om baggrunden for sponsoratet.

Formand for styregruppen bag DM i pløjning 2016, Simon Jensen fra LandboUngdom, betegner opbakningen fra Billund Kommune som en stor håndsrækning.

– Det er det største arrangement nogensinde for vores forening, og vi startede allerede for tre år siden med de første forberedelser. Det er et stort skulderklap til os, at Billund Kommune har valgt at blive hovedsponsor for DM, og vi lover, at gøre alt for at skabe et flot DM i pløjning, fortæller Simon Jensen.

I alt hjælper 125 frivillige LandboUngdoms medlemmer til i løbet af weekenden den 28. og 29. oktober, hvor arrangementet finder sted på markerne omkring Hedegård i Grindsted.