Siden 2009 har der hvert år i uge 35 været Grindsted Festuge i bymidten med flere forskellige former for kulturelle indslag – og sådan bliver det også i 2024.
Økonomien bag festugen var ellers kommet i farezonen fordi Billund kommune har meldt sig ud af Trekantområdets Festuge og dermed ville der ikke længere komme et tilskud fra trekantområdet til afvikling af den lokale festuge i Grindsted.
Men nu har Billund kommune valgt at skyde et beløb efter Grindsted Festuge, som gør det muligt at fortsætte.
– Vi er i Grindsted Festuge glade for det gode samarbejde vi igennem årene har haft med kommunen og aktørerne. Ligesom vi mærker den velvilje er der fra politikerne for at få ting til at ske i vores by, siger formanden for Grindsted Festuge, Johnny Hansen.
Som tidligere vil det være Grindsted Festuge der står for opsætning af telt på Nørretorv og andre praktiske foranstaltninger. Kommunen bakker op med hjælp til koordinering af festugen.
– Det er vores håb at mange igen vil bidrage med indslag til festugen. Der bliver indkaldt til informationsmøde i GRINDstedet torsdag den 7. marts kl. 16.30 – 18.00 hvor alle er velkomne med ideer eller for at høre om tilskud / ansøgningsmuligheder, siger Johnny Hansen.