Mens håndværkerne i Grindsted har travlt med projekter både lokalt og rundt om i landet, er der nu landet endnu en stor ordre i ordrebogen hos K.G. Hansen & Sønner A/S.
Virksomheden er blevet valgt til at opføre et helt nyt lager- og logistikcenter til Esbjerg Sygehus – et byggeri, der er en del af en samlet regional investering på omkring 90 millioner kroner.
Fem entreprenørfirmaer bød på opgaven, men det blev tilbuddet fra Grindsted-virksomheden, som Region Syddanmark vurderede gav den bedste kombination af pris og kvalitet.
Det nye lager skal bygges i Edison Park i Esbjerg, hvor der er bedre plads end på sygehusets nuværende område midt i byen. Her skal K.G. Hansen opføre cirka 2.500 kvadratmeter moderne lagerfaciliteter, som fremover skal håndtere en stor del af forsyningerne til sygehuset.
Robotter og transportbånd skal klare arbejdet
Der bliver ikke tale om et traditionelt lager med lange reoler og truckkørsel.
En stor del af arbejdet skal nemlig klares automatisk. Transportbånd og avancerede lagersystemer skal sørge for, at varer kommer hurtigt og sikkert ind og ud af bygningen. Automatikken leveres af Odense-virksomheden Element Logic.
Målet er både at gøre logistikken mere effektiv og samtidig skåne medarbejderne for mange af de tunge løft.
Byggeriet går i gang efter sommerferien
Region Syddanmark forventer, at spaden kan sættes i jorden efter sommerferien. Hvis tidsplanen holder, står det nye lager klar i slutningen af 2027.
Lageret får solceller på taget, og planen er, at transporten mellem lageret og sygehuset på sigt skal foregå med eldrevne biler.
For K.G. Hansen & Sønner er kontrakten endnu et eksempel på, at Grindsted-firmaet fortsat er med helt fremme, når større offentlige byggeprojekter skal fordeles.



