Grindsted-kørere fik sølv – for Vojens!


To Grindsted-speedwaykørere vandt i weekenden sølv ved hold-DM i 2. division for 85 cc.

De to, Klavs Kleinberg og Frederik Junker, stillede dog op for Vojens, som de pt er udlånt til, da Grindsted Speedway Klub ikke selv kunne stille hold i 2. division for 85 cc-kørere.

Derfor var det med Vojens-mærket på, at de to unge GSK-kørere i weekenden tog kampen op i slutspillet mod Vissenbjerg, Skærbæk og Esbjerg. Her endte Skærbæk med at vinde, mens Vojens altså blev nummer to og hjemmeholdet Vissenbjerg tog tredjepladsen.