Grindsted-student forsvarer ph.d indenfor kræftbehandling


Selv under studietiden på det daværende Grindsted Gymnasium & HF var han interesseret i molekyler og fysik og nu har Mads Lykke Jensen fra Grindsted taget det et skridt videre.

Mads Lykke Jensen gik på bioteknologi/matematik-linjen på gymnasiet i Grindsted, hvor han også havde fysik på A-niveau. Efter studentereksamen i 2015 har Mads Lykke Jensen læst videre på Aarhus Universitet, hvor han den 12. oktober skal forsvare sin ph.d.

Og nu bliver det lidt teknisk og nørdet:

I løbet af sit ph.d.-studium har Mads Lykke Jensen arbejdet med 3D-dosimetri, der er stråleterapiens svar på en testdukke. Disse dosimetrisystemer fungerer som midler til kvalitetssikring af eksisterende kræftbehandlingsmetoder samt udvikling af nye. Helt specifikt har Mads Lykke Jensen i sit projekt undersøgt udlæsning af 3D information gemt i bestemt materialer, efter de har været udsat for strålebehandling.

Mads Lykke Jensen udnyttede, at visse gennemsigtige materialer udsender lys fra de områder, der har fået stråling. Han demonstrerede, at disse materialer kan bruges som genanvendelige dosimetre og udviklede et udlæsningssystem, der er i stand til at udlæse information om den afsatte 3D-dosisfordeling i disse materialer.

Og Grindsted-drengens forskningsresultater er nu med til at udvikle et 3D-dosimetrisystem, der i fremtiden potentielt kan bruges klinisk, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Hjemme i Grindsted er det en stolt rektor på Grindsted Gymnasie- og erhvervskole, Gitte Vest Barkholt, der konstaterer at en af skolens tidligere elever er nået så vidt:

– Vi er altid glade for, at det går vores tidligere elever godt. Og det er dejligt at se, at en har bragt det så vidt som en PhD og så i så vigtigt et emne som kræftbehandling, siger Gitte Vest Barkholt.