Grindsted tabte målrig affære

Grindsted GIFs herrer i Serie 1 gled i weekenden ned under nedrykningsstregen, da holdet led et ærgerligt hjemmebanenederlag til Aulum.

Gæsterne kom allerede efter 22 minutter foran og kun få minutter senere øgede Aulum til 0-2.

Fem minutter før halvlegen lykkedes det dog GGIFs Nikolaj Poulsen at reducere til 1-2 og kort før pausefløjt blev der bragt balance i regnskabet til 2-2.

Således med i kampen igen var Grindsted-spillerne tændte på sejr, og efter fem minutter kom hjemmeholdet foran 3-2, da Nikolaj Poulsen igen fandt vejen til netmaskerne.

Men Aulum var ikke sådan at løbe fra og med et kvarter tilbage udlignede de til 3-3. Og så gik det hverken værre eller bedre, end at gæsterne 4 minutter før tid atter sendte bolden i nettet til slutresultatet 3-4.

Med fire kampe tilbage er det ved at stramme til for Grindsteds serie 1-herrer, der risikerer nedrykning, hvis ikke der snart kommer point på kontoen. Næste forsøg er hjemme allerede onsdag aften mod Blåbjerg BK, der ligger lige over Grindsted i tabellen.

Onsdagens kamp ved Lynghallen fløjtes i gang kl. 19.

Arkivfoto