Hvis hestesporten – og dermed også Billund Trav – skal overleve, så skal væddeløbssporten løsrives fra spilmonopolet Danske Spil. Præcis som det var tilfældet før år 2000, hvor spilleselskabet Dantoto var ejet af hestesporten selv.
Det mener tidligere Vejle-borgmester Leif Skov, som sidder i Billund Travs bestyrelse, og som bestyrelsesmedlem i Dansk Travsports Centralforbund er valgt som delegeret i forbindelse med de aktuelle forhandlinger med Folketinget. Han har i de seneste uger haft møder med flere udvalg på Christiansborg for at oplyse om travsportens kvaler.
– Det helt oplagte scenarie er en fælles nordisk spilleplatform for spil på heste, og hvor der er spil til stort set alle trav- og galopløb fra hele Norden. Det vil give højere omsætninger inden for hestespil generelt – ja, vi kalkulerer med en omsætningsfremgang på 55 %. Og det er måske endda et lidt forsigtigt og konservativt bud, vurderer Leif Skov.
For at det skal kunne lade sig gøre, er det afgørende at sporten og spillet markedsføres over hele landet.
– Der er aktuelt 200 steder i landet, hvor man kan spille på heste, og sammenholdt med de 3400 kiosker og udsalgssteder, der tilbyder andre produkter fra Danske Spil, så fortæller det jo alt om et potentiale, der venter på at blive udnyttet, mener Leif Skov.
Derfor har han de senere uger brugt meget energi på at forklare blandt andre finansministeren, at hestesportens overlevelse er ren win-win:
– Han skal have med i beregningerne, at spil på heste på sigt kan blive en overskudsforretning for staten. Det vil ske gennem øgede indtægter på spilleafgifterne, samtidig med at de 60 mio. kr. fra tips- og lottomidlerne over en forhåbentlig kort årrække kan udfases og dermed bruges til andre formål. Og det er her, at vi kan tale om win-win situationen, lyder det optimistisk fra Leif Skov.