Opioider blandt unge: Billund kommune vil være på forkant

I Vejle steg antallet af unge med opioidmisbrug i kontakt med kommunens rusmiddelcenter fra én til 11 på bare to år. I Esbjerg har politiet beslaglagt store mængder opioider og advaret mod livsfarlige piller i omløb.

Men i Billund Kommune ser billedet foreløbig anderledes ud. Her vurderer fagpersoner på tværs af politi og kommune, at der ikke aktuelt er et kendt eller udbredt forbrug af opioider blandt kommunens unge.

Alligevel vil kommunen nu ruste sig bedre til at opdage og hjælpe de unge, der får problemer med opioider eller andre rusmidler.

Billund Kommune har fået 312.500 kroner fra den statslige indsats “Ungdom uden opioider”. Pengene skal bruges til at udvikle en ny model for tidlig opsporing, forebyggelse og behandling af børn og unge under 18 år med et problematisk forbrug af rusmidler.

Markant anderledes billede i Vejle

At kommunen forbereder sig, sker på et tidspunkt, hvor opioider blandt unge har fået stigende opmærksomhed på landsplan. Og man behøver ikke bevæge sig langt fra Billund for at finde en kommune, hvor udviklingen har været mærkbar.

I januar 2023 havde RusmiddelCenter Vejle kontakt med én ung med opioidmisbrug. To år senere var tallet steget til 11 unge, hvoraf fem var i medicinsk behandling. Vejle Kommune beskrev selv udviklingen som en markant stigning og satte en særlig forebyggende indsats i gang.

Også i Esbjerg har opioider givet anledning til bekymring, om end politiets sager ikke i sig selv dokumenterer et særligt problem blandt unge. I april sidste år beslaglagde Syd- og Sønderjyllands Politi en større mængde opioider i forbindelse med en sag om salg af ulovlige piller. Kort efter advarede politiet om falske Oxycontin-piller, som kunne indeholde det meget potente og fentanyllignende stof etonitazen.

Vil være klar, før problemet vokser

I Billund Kommune er der ifølge dagsordenen til tirsdagens møde i Børne og Familieudvalget “kun få kendte unge” i de målgrupper, det nye projekt skal hjælpe. Projektet bliver særligt rettet mod unge op til 15 år og mod unge med opioidforbrug op til 18 år.

Det er blandt andet interessant, fordi Billund Kommunes eksisterende rusmiddelbehandling MOVE er målrettet unge fra 15 til 25 år. Det nye projekt skal dermed også se på, hvordan kommunen bedst opdager og hjælper de helt unge.

Familieområdet, ungeområdet, SSP, rusmiddelindsatsen og uddannelsesinstitutionerne skal blandt andet finde frem til, hvordan samarbejdet skal skrues sammen. Unge skal selv inddrages for at afdække, hvad der kan holde dem tilbage fra at søge hjælp, og hvordan det skal være muligt at få kontakt og støtte.

Pillerne kan være svære at opdage

Opioider omfatter blandt andet morfin, kodein, fentanyl, oxycodon og tramadol. De kan skabe afhængighed og medføre overdosis. Samtidig kan pilleformen give nogle unge en falsk oplevelse af, at stofferne er mindre farlige end andre rusmidler. Sundhedsstyrelsen betegner opioider som stærkt afhængighedsskabende og peger på, at de kan være livsfarlige for børn og unge selv i små mængder.

Nationalt er der også tegn på en udvikling. Antallet af 13-17-årige, der ved indskrivning i behandling angav opioider som deres hovedproblem, steg fra færre end fem i 2022 til 22 i 2024. Blandt 15-24-årige steg antallet af sygehusophold på grund af opioidforgiftning fra 113 i 2020 til 266 i 2025.

Det nye projekt i Billund løber i tredje og fjerde kvartal i år og er fuldt finansieret af Social- og Boligstyrelsen.