GSK tabte til Esbjerg

Nicolai Klindt gjorde igen en god figur for GSK i gårsdagens match mod Esbjerg. Pressefoto


Efter en ellers forrygende start på matchen, endte Grindsted Speedway Klub med at forlade Granly Speedway Arena som tabere af ligaopgøret mod Esbjerg. Vestjyderne vandt 44-40.

– Så tæt på og alligevel så langt fra. Det er den følelse vi står med efter matchen. Vi fik en forrygende start, og bragte os hurtigt foran, hvilket tvang Esbjerg ud i at køre med taktisk reserve hele 3 gange. Dét gik ud over deres D-kører, som på aftenen kun kom på banen til et heat, skriver GSK på deres fb-side.

Især de to Grindsted-kørere Krystian Pieszczek og Nicolai Klindt havde en god aften på slaggeren – indtil Esbjerg lavede en smart taktisk ændring:

– De sendte alle disponible køretøjer ind på banen og fik dermed banen ændret fra at være en bane med lidt løs belægning til at være en meget hård bane. Det tog os – desværre – lidt for lang tid at finde opsætningen til den ”nye” bane og det udnyttede Esbjerg til at bringe sig foran, fortæller GSK, der dog tog flere positive ting med hjem fra matchen.

– Holdånden og fællesskabet bliver bare bedre og bedre, og Klindt og Pieszczek er i fantastisk form. Så vi er klar til at give Holsted kamp til stregen på onsdag og vil gøre alt vi kan for at nappe sejren, lyder den optimistiske melding fra Grindsted Speedway Klub.

Sådan kørte GSK-kørerne:
Kacper Gomolski 8+1
Nicolai Klindt 11+1
Krystian Pieszczek 16
Edward Mazur 5
Emil Engstrøm 0