Gymnasieelever tager os med tilbage til 80’erne

På Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole har forberedelserne til årets musical været i gang siden efterårsferien. I alt deltager ca. 50 elever og 6-7 undervisere i musicalen – som sangere, dansere, skuespillere og musikere. Eller med at lave lyd og lys, lægge sminke, sy kostumer, lave rekvisitter og andre praktiske gøremål, der følger med at arrangere en musical.

Hver torsdag i efteråret er der blevet øvet, sunget, spillet og danset, og i slutningen af januar og begyndelsen af februar skal alle anstrengelserne stå sin prøve.

Tirsdag den 30. januar og onsdag den 31. januar er skolerne i Billund Kommune inviteret til gratis forestilling, og så åbnes dørene for alle fredag den 2. februar og lørdag den 3. februar. Du kan købe billetter her.

Årets musical bærer titlen “Back to the 80s – The Totally Awesome Musical” og tager tilskuerne tilbage til årtiet, der gav os professorterningen, højt hår og Teenage Mutant Ninja Turtles.

Vi oplever livet på Renfield Ocean Highschool, set gennem den nu aldrende Corey Palmers nutidige øjne. 17-årige Coreys liv i firserne er fyldt med forelskelser, venner, fjender og et ønske om at blive populær.

Smid det i en gryde tilsat farverig makeup, vilde danse, alt for meget hårspray, kung fu samt de bedste pophits fra 80’erne, og så er der gjort klar til servering af et brag af en musical, lyder foromtalen fra Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole.

Foto: GGES