Unge gardister får endnu et møde med erfarne musikkorps-medlemmer

For fjerde år i træk gæster Prinsens Musikkorps Billund til en fælles koncert med LEGOLAND Billund Garden. Besøget fra Prinsens Musikkorps den 31. januar er en del af en større koncertrække, hvor orkestret turnerer rundt i landet for at spille koncerter med elever fra udvalgte musik- og kulturskoler.

– Netop dét, at unge musikinteresserede møder erfarne, professionelle musikere, der behersker de selv samme instrumenter, som gardisterne selv spiller på, er en kæmpe gevinst for medlemmerne i LEGOLAND Billund Garden, fortæller souschef på Billund Kulturskole, Casper Jensen.

Når Prinsens Musikkorps tager plads i Billund Idrætscenter, stilles der ekstra stole frem, så de unge musikinteresserede LEGOLAND-gardister kan sidde side om side med musikkorpsets musikere til en orkesterprøve, som finder sted i løbet af eftermiddagen forud for koncerten. Ved orkesterprøven får gardisterne mulighed for at stifte bekendtskab med og lære af Prinsens Musikkorps’ musikere, så de sammen kan finpudse repertoiret, inden det hele munder ud i en koncert med de to orkestre.

Prinsens Musikkorps er særligt kendt for sin store musikalske spændvidde, og det viser de også ved koncerten i Billund Idrætscenter den 31. januar, hvor der spilles musik af kunstnere og komponister så som Andreas Odbjerg, Louis Prima og Edward Grieg. Koncertens indslag leveres af Prinsens Musikkorps, hvoraf flere af numrene er i samspil med LEGOLAND Billund Garden. Og i år er det ikke kun Prinsens Musikkorps, der har udvalgt et repertoire, som de gerne vil lære LEGOLAND Billund Garden at spille med på.

– Forud for årets koncert er der også sendt noder den anden vej, som LEGOLAND Billund Garden har bedt Prinsens Musikkorps at spille med på. Således får Garden det optimale ud af mødet med Prinsens Musikkorps, og det er en stor og særlig oplevelse at spille sammen med et orkester af denne kaliber, fortæller Casper Jensen.

Ifølge ham glæder begge parter sig til koncerten, og dagen har også har et længere sigte end blot at afvikle en koncert:

– Håbet er selvfølgelig, at der gennem samarbejdet skabes en helt særlig form for talentudvikling, som måske endda kan føde næste generation af musikere til Prinsens Musikkorps, siger Casper Jensen.

 

  • Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets tre fuldtidsprofessionelle orkestre
  • Prinsens Musikkorps er et messingorkester med slagtøj og består af 16 professionelle musikere.
  • Orkestret har til huse på Skive Kaserne.
  • Musikkorpset tjener både Kongehuset, Forsvaret og den danske befolkning. Derfor spiller orkestret både ved officielle begivenheder samt egne koncerter for et bredt publikum.
  • Prinsens Musikkorps er særligt kendt for sin store musikalske spændvidde. Orkestret spiller både stemningsfulde kirkekoncerter, festlige nytårskoncerter og mestrer i øvrigt mange forskellige musikgenrer.
  • Koncerten foregår i Billund Idrætsenter onsdag 31. januar kl. 19.00 og der er fri entré.