Gyngetræet slog katten af tønden på plejehjemmet


Udklædte børn og voksne på tværs af generationer mødtes i dag på Billund Plejehjem til en god gang tøndeslagning i anledningen af fastelavn. Det var Bænkebiderne og Brumbasserne fra Børnenes Univers Billund Gyngetræet, der indtog plejehjemmet – til stor begejstring for de ældre tilknyttet Dagcenteret.

Børnene havde gået den forholdsvis korte vej fra Travbyen, hvor de hører til, og om til plejehjemmet på Skolevej. Og der var alverdens fine udklædninger: prinsesser, politibetjente, dinosaurer, riddere – en Super Mario Brother og såmænd også en ananas, for at nævne et par stykker.

Og brugerne af Dagcenteret havde hver især også iført sig en festlig hovedbeklædning og nød besøget af børnene, der sang et par sange inden det gik løs med at slå katten af tønden. Men den var noget sejlivet – den hjemmelavede tønde, som Dagcenteret selv havde fremstillet af papmaché.

Derfor måtte der både voksne hænder – og en lille smule redskaber – til for at få hul på tønden, der indeholdt lækkerier til alle i form af rosiner og mandariner.