Halloween og uhygge i LEGOLAND her i efterårsferien

PR-foto


Det bliver en (u)hyggelig og ikke mindst sikker oplevelse, når turen går til LEGOLAND i efterårsferien. Der er pyntet op med græskar i tusindvis, og de små monstre har indtaget Miniland, hvor der også er kommet gang i græskarproduktionen.

– Halloween i LEGOLAND er altid en særlig begivenhed, hvor det er en helt anden oplevelse at gå rundt i parken, når der er pyntet op med masser af græskar og kreative LEGO-udstillinger, siger Kasper Tangsig, pressechef i LEGOLAND.

Som altid er der styr på sikkerheden, og de mange coronatiltag, som løbende er blevet indført og implementeret, er stadig gældende i LEGOLAND.

– Det er først og fremmest vigtigt, at man kan holde afstand til de øvrige gæster, og så er der selvfølgelig masser af håndsprit både ved indgangene og udgangene til vores forlystelser. Der bliver løbende rengjort og desinficeret på overflader, og man skal også huske mundbindet, når man vil spise på en af vores restauranter, siger Kasper Tangsig.

Man kan læse mere om de mange coronatiltag på www.legoland.dk

Det efterhånden velkendte Brick or Treat, hvor børnene går rundt til de små huse, som er placeret rundt i LEGOLAND og møder Halloween-karaktererne, vender også tilbage til LEGOLAND i efterårsferien.

– Brick or Treat er på programmet igen i år, og der har vi også sørget for, at der er sat afstandsmarkeringer op, så man kan holde afstand til de øvrige gæster. Vi har også begrænset kapacitet, så vi anbefaler vores gæster at booke deres plads på vores hjemmeside inden besøget. Derudover vil der være en ny og spændende Halloween skattejagt på programmet, hvor familierne kan deltage i et online Spooki Spil med fede præmier på højkant, siger Kasper Tangsig.