Handelsbanken advarer om svindelopkald i lokalområdet

Filialdirektør i Handelsbanken, Katrine Vesterager Andersen. PR-foto


Ligesom den øvrige sektor oplever Handelsbanken desværre flere og flere sager, hvor kunder bliver udsat for svindel. Typisk ringer svindlerne til kunden, udgiver sig for at være fra en officiel myndighed og lokker kunden til at udlevere sine NemID-oplysninger. Derefter overføres store beløb fra kundens Netbank.

Situationen er accelereret i løbet af corona-krisen. Alene den seneste måneds tid har Handelsbanken oplevet en stigning i forsøg på svindel.

– Det er ærgerlige penge og en ubehagelig oplevelse for den enkelte, som bliver udsat for svindel. Heldigvis er der gode eksempler, hvor det er lykkedes at stoppe de ulovlige overførsler, fortæller Kathrine Vesterager Andersen, der er direktør for Handelsbanken i Give-Grindsted.

En af bankens kunder blev for nylig ringet op af en venlig pige, der udgav sig for at ringe fra myndighederne. Hun sagde, hun kunne se, at der var ved at blive overført et stort beløb fra kundens konto til udlandet. Hun fortalte, at kundens rådgiver var gået hjem for i dag, og hun derfor ringede på hendes vegne.

Da kunden ikke kunne se de ikke-eksisterende betalinger, tilbød pigen i telefonen at hjælpe, hvis blot hun fik oplyst cpr. nummer og NemID-kode. Efter samtalen var slut, fik kunden heldigvis en dårlig fornemmelse i maven og kontaktede Handelsbanken. Her fattede rådgiveren mistanke, og alle kort og NemID blev derfor spærret.

– Det er jo dybt grænseoverskridende, fordi man har en oplevelse af, at der nærmest står en tyveknægt inde i stuen. Svindlerne benytter ofte et danskklingende navn og ringer typisk fra et nummer på en dansk myndighed, man kan slå op på nettet. Så hele svindelforsøget er ofte meget gennemtænkt og udspekuleret, og kan derfor være svært at gennemskue for mange, der jo handler i god tro, fortæller Kathrine Vesterager Andersen.

I andre tilfælde har Handelsbanken oplevet, at en kunde blev kontaktet umiddelbart efter sin mands død af en person, der udgav sig fra at være fra Skifteretten. Personen fortalte, at kunden skulle betale regninger til bedemanden i forbindelse med begravelsen, hvorefter kunden samlet set overførte et større beløb. En tragisk begivenhed og en dødsannonce i avisen var derved afsæt for, at IT-kriminelle benyttede lejligheden til at svindle.

Gode råd til at undgå svindel:

  • Oplys ALDRIG NemID-koder, kortnummer eller adgangskoder til andre pr. telefon, sms eller mail – kun svindlere beder om disse oplysninger. Banker, Nets, SKAT og offentlige myndigheder vil aldrig ringe eller sende en e-mail eller sms, som beder om, at man skal oplyse sit NemID eller kortoplysninger.
  • Brug NemID nøgleappen, hvor man godkender login med et swipe på telefonen i stedet for at skrive koder fra NemID papkortet.
  • Er du i tvivl om henvendelsens troværdighed, så læg på og ring selv op til banken eller virksomheden.
  • Hvis du får mistanke om, at andre har fået fat i dine personlige oplysninger, fx NemID-koder eller kortoplysninger, er det vigtigt, at du reagerer hurtigt, så omfanget af svindel begrænses mest muligt.