Hans Jensensvej indsnævres for trafiksikkerhedens skyld

Den blå del er første etape af ombygningen af Hans Jensensvej, mens den gule er etape 2. Illustration: Billund kommune.


En ombygning af Hans Jensensvej i Billund er på vej. Med udviklingen af det nye Butikstorv og den kommende ombygning af Billund Centret ændres der lidt på adgangsforholdene i området og derfor mener kommunen at det vil være en god ide at gøre Hans Jensensvej smallere på en del af strækningen.

– Tanken er, at det skal sikre de bløde trafikanter og skabe et bedre flow og sammenhæng mellem campusmiljøet, Billund Centret og det nye Butikstorv, siger formanden for Teknik, Plan- og Kulturudvalg, Simon Nicolajsen Jørgensen og beretter at tanken er at fortsætte indsnævringen af vejen som det lige nu er fra rundkørslen og ned til Billund Centret.

Men står det til de konservative i kommunalbestyrelsen i Billund kommune, så skal der tænkes flere ting ind i det:

– Der er jo en stor trafik af turistbusser ind til LEGO House og så er busstationen i Billund liggende i samme område. Det kan godt være det giver mening at gøre vejbanen smallere og sikre nogle overgange for de bløde trafikanter, men det er vigtigt, at busserne også stadig kan komme rundt, for hvis de skal sno sig for meget omkring, så har de måske mere fokus på dét end på netop de bløde trafikanter, siger den konservative gruppeformand, Allan Munk Nielsen.