Havanna forelskede sig i Fuckdale – nu bygger hun sin egen festival i Simmel

Havanna Luma Frandsen faldt pladask for Fuckdale. Ikke nødvendigvis for rockmusikken, men for hele konceptet omkring den lille festival ved Hejnsvig, der mest af alt mindede hende om en rigtig god og lettere forvokset havefest.

Hun var med et par år. Hyggede sig gevaldigt. Og bagefter blev en tanke ved med at rumstere: Hvorfor ikke lave en Fuckdale – bare med EDM?

– Jeg elsker en god havefest. Jeg tænkte bare: Hvor er det dejligt, at de har sådan noget her. Og så gik der lidt tid, men det blev hos mig. Hvor kunne det være fedt at have en Fuckdale med EDM-musik, fortæller Havanna.

I begyndelsen var ambitionen egentlig bare 100 eller 150 mennesker samlet til den EDM-fest, hun selv savnede. Så hvis festen ikke fandtes, måtte hun jo lave den selv.

Tilfældet førte hende til Simmel

Men hvor skulle den holdes? Helt tilfældigt faldt Havanna over Musik og Events i Simmel uden for Sdr. Omme. Hun kendte ikke stedet, men tog kontakt til Lars Schultz Hansen og tog ud for at fortælle om sin idé.

Og så blev historien næsten lidt for perfekt. For dér sad Havanna og fortalte begejstret om Fuckdale, stemningen og konceptet – uden at vide, at manden på den anden side af bordet selv havde været dybt involveret i festivalen ved Hejnsvig.

– Det var lidt sjovt, konstaterer Havanna.

Dermed havde inspirationen fra Fuckdale på temmelig snørklet vis ført hende direkte tilbage til en af folkene bag festivalen.

Nu kommer 14 DJ’s til Simmel

På fredag bliver idéen til virkelighed, når den første Prophecy EDM Festival åbner i Simmel. Havanna har aldrig tidligere arrangeret en festival, men lidt over 100 billetter er allerede solgt. Og det var samtidig festivalens økonomiske smertegrænse.

– Nu løber festivalen rundt, siger hun.

I alt kommer 14 danske DJ’s til Simmel – fem fredag og ni lørdag.

For Havanna er EDM noget helt særligt.

– Det rammer hjertet. Det er nærmest, som om rytmen er livsrytme og hjerterytme. Når musik, DJ, lys, røg og det hele går op i en højere enhed, bliver det en helhedsoplevelse, hvor man virkelig føler, man lever, lyder det med passioneret stemme fra Havanna Luma Frandsen.

Hun erkender samtidig, at selvom hele projektet begyndte en smule egoistisk, hvor hun selv manglede en EDM-fest, så er der bare ét problem:

– Jeg får nok ikke selv tid til at feste i år, griner arrangøren selv.

Fuckdale skal stadig kunne mærkes

Prophecy må til gengæld gerne vokse. Havanna forventer allerede, at festivalen bliver større næste år. Men ikke for stor. Hun drømmer ikke om 5.000 gæster og en kæmpe festival. For så forsvinder netop dét, der satte det hele i gang.

– Jeg vil gerne bevare Fuckdale-stemningen. Og så er spørgsmålet, hvilket deltagerantal der kan holde til det. Og så skal det ikke vokse over det, fastslår Havanna Luma Frandsen.