Elever slog borgmesteren i kampen om børns rettigheder

Det stod lige efter spørgsmålene – så sten, saks, papir måtte afgøre kampen. Og her måtte borgmester Stephanie Storbank se sig slået af tre elever fra Vorbasse Skole.

Den noget utraditionelle dyst fandt sted tirsdag morgen, da Rettighedsstafetten gjorde holdt på Vorbasse skole. Her dystede borgmesteren mod tre elever i spørgsmål om børns rettigheder. Quizzen endte uafgjort, inden eleverne sikrede sig den endelige sejr i sten, saks, papir.

Bag den muntre dyst lå dog et mere alvorligt budskab.

Ifølge oplysninger præsenteret ved arrangementet kender omkring halvdelen af alle børn ikke deres rettigheder.

– Vi har en virkelig stor opgave både ude på skolerne, i foreningerne og i kommunen generelt med at få fortalt børn, at deres stemme er vigtig. Og hvis de går og bøvler med nogle ting, så er der hjælp at hente. Det er ikke noget, de skal stå med alene, siger Stephanie Storbank.

Men hvilken voksen skal et barn så gå til, hvis noget ikke er, som det skal være?

Ifølge borgmesteren er der ikke ét rigtigt svar.

– De skal gå til den voksne, som de føler sig trygge ved. Det kan være deres lærer, spejderleder eller fodboldtræner, naboen eller en god vens forældre, siger hun.

Har barnet ikke sådan en voksen tæt på, peger hun på BørneTelefonen som en mulighed for anonym hjælp.

I Billund Kommune spiller børnenes stemme samtidig en særlig rolle som en del af Børnenes Hovedstad.

– Vi siger jo, at vi tror på, at børn og unge er lige så kompetente som voksne. Når vi siger sådan en sætning, siger vi også, at deres mening er lige så vigtig som de voksnes, siger Stephanie Storbank.

Og det skal ifølge borgmesteren også kunne mærkes i praksis.

– Børns stemme skal gøres lige så tydelig som voksnes stemme i de ting, vi gør. Det kan både være, når vi udvikler byer og politik, men også når vi sidder med sager, der vedrører børnene. Der skal vi lytte, fastslår Stephanie Storbank.