6.A fra Vestre Skole i Grindsted er Billund kommunes klogeste 6. klasse. Det må blive konklusionen efter dagens strabadser i MAGION Biblioteket, hvor holdet “Dronning Maran” bestående af Simon, Martin, Nikolaj, Melanie og Katrine, strøg til tops foran deres jævnaldrende fra andre skoler.
Alle Billund Kommunes 6. klasser har haft mulighed for at tilmelde sig Smart Parat Svar- konkurrencen, hvor de skal vise, at de har styr på så forskellige emner som f.eks. historie, film, natur & teknik og eventyr. I dag var fem 6. klasser fra Grindsted så samlet for at finde en lokal vinder, der skal videre til den regionale runde den 11. januar 2017 mod de dygtigste klasser i hele Region Syddanmark.
Smart Parat Svar er en læse- og vidensquiz, der har eksisteret siden 2005. Konkurrencen har til hensigt at styrke elevernes lyst til at læse ved at sætte fokus på samarbejde og almen dannelse. Quizzen tager udgangspunkt i et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur og hylder bogorme, læseheste og klogeåger – og viser, at det er sejt at være klog!