Rundt i Billund Kommune er der igen i år masser af muligheder for at fejre Sankt Hans. Her er oversigten over de lokale arrangementer.
Sankt Hans-aften samler igen borgere på tværs af Billund Kommune, hvor foreninger, institutioner og lokale aktører inviterer til båltaler, fællessang, musik og aktiviteter for hele familien.
Der er arrangementer i blandt andet Billund, Grindsted, Filskov, Hejnsvig, Vorbasse, Sdr. Omme, Vesterhede og Stenderup-Krogager, og flere steder er der mulighed for at købe mad og drikkevarer.
I Billund Idrætscenter begynder arrangementet klokken 17.00. Bålet tændes klokken 18.00 af brandvæsenet, og Legoland Billund Garden sørger for musik. Derudover byder aftenen på blandt andet fællessang, små bålfade, hoppeborg, spilaktiviteter og mulighed for at komme ind i en brandbil.
I Filskov inviterer Filskov FDF til Sankt Hans på Industrikrogen 2 fra klokken 18.00 med båltale, bål og mulighed for at købe mad fra grillen.
I Grindsted bliver der traditionen tro arrangeret Sankt Hans ved 8-talssøerne. Arrangementet åbner klokken 18.00, hvor der vil være salg af mad og drikkevarer. Efterskolen PLAY sørger for musik og fællessang, og Ole Marcussen holder årets båltale, inden bålet tændes.
På Museumsgården Karensminde åbnes portene klokken 17.00. Her er der blandt andet hestevognskørsel, snobrød og salg af mad og drikkevarer, inden båltalen ved TronsøSkolens forstander Lasse Ovesen og båltændingen klokken 19.45.
I Østbyen i Grindsted afholdes arrangementet ved kælkebakken, hvor der er musik med Dr. Diesel og båltale ved Kris Skriver.
Sdr. Omme fejrer Sankt Hans i Naturrum på Skovvej 12 med livemusik, salg af mad og drikkevarer samt båltale ved Klaus Sønderup fra Omme Å Camping.
I Stenderup-Krogager inviterer Fællesrådet til Sankt Hans i Øparken med grillpølser, is og bål, hvis vejret tillader det.
Ved Søen i Hejnsvig bydes der på fællesspisning, børnevenlig gudstjeneste, sommersange, båltale ved viceborgmester Martin Alminde Friis og snobrød til børnene.
I Vorbasse foregår arrangementet på Drivvejen med musik, hoppeborg, madboder, båltale og fællessang.
I Vesterhede inviterer borgerforeningen til Sankt Hans på stadion kl. 17.00 med grill, båltale og båltænding.




