Katrine blev årets første student fra GGES

Mandag formiddag blev årets første student udklækket på Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole. Det var HHX-elev Katrine Holm Jensen, der som den første kunne træde ud fra eksamenslokalet og få huen på hovedet.

I den sidste eksamen var Katrine oppe i afsætning, hvor hun arbejdede med en case om intern strategi hos 7-Eleven – et arbejde, der blev vekslet til et flot 10-tal hos censor.

Uden for eksamenslokalet ventede familien, og det blev Katrines bror, der fik æren af at sætte studenterhuen på hendes hoved. Dermed kunne tre års gymnasietid officielt afsluttes.

– Nu skal tiden nydes, og det skal fejres, at jeg er blevet student, fortæller Katrine med et smil.

Mens mange af sommerens studenterfester venter forude, er der også planer for tiden efter huen. Katrine fortsætter foreløbig sit arbejde i WOW PARK Billund, hvor hun forventer at være de kommende år.

På længere sigt overvejer hun en universitetsuddannelse inden for markedsføring, men den endelige beslutning om fremtiden er endnu ikke truffet.