Hjælp politiet i drabssag fra Vejle

Sydøstjyllands Politi beder nu borgerne i blandt andet Billund kommune om hjælp i en drabssag fra Vejle omkring den 25.-27. november.

Onsdag den 27. november blev en 58-årig mand fundet dræbt på en adresse på Mindevej i Vejle. Politiet mener gerningsmanden var den samme som om mandagen den 25. november blev anholdt for drabsforsøg på Svinholtvej i Vejle.

Den 31-årige mand, der sidder varetægtsfængslet i sagen, stammer fra Vejle, men er flyttet til Thisted kommune, og det er hans færden fra det nordvestjyske og ned til Vejle, som politiet nu forsøger at kortlægge gennem blandt andet videoovervågning fra private borgere.

Borgere og erhvervsdrivende i blandt andet Billund kommune opfordres til at undersøge, hvorvidt de har videoovervågning, der kan hjælpe med at fastlægge færden af en sort Citroën C1 med et registreringsnummer, der starter med ”AK 40”. Faktisk helt tilbage fra den 11. november og frem til den 25. november kl. 05.32, hvor den sigtede blev anholdt.

– Vi har behov for at få belyst den sigtedes færden natten til den mandag, og derfor beder vi nu borgere og erhvervsdrivende om at tjekke deres overvågning og kontakte os, hvis de har overvågningsmateriale af bilen, siger vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, Torben Simonsen.

Ifølge ham er det normal efterforskningspraksis at kortlægge en formodet gerningsmands færden frem til anholdelsestidspunktet.

– Det håber vi, at borgerne vil være behjælpelige med, lyder det fra politiet, der gerne hører fra folk der har fanget den sorte Citroën på overvågningen. Politiet kan kontaktes på tlf 1-1-4.