Der bliver ingen fine chokoladeæsker til kunder og forretningsforbindelser hos Agrometer i Grindsted i år. Ikke på grund af besparelser, nedskæringer eller fordi den forholdsvis nye direktør i virksomheden er en nærig karl. Næh, tværtimod!
Søren Hovmøller, som direktøren, der trådte til i sommer, hedder, har i stedet valgt at sende penge til to velgørende formål, headspace Billund med base i Grindsted og Børnetelefonen gennem Børns Vilkår:
– I stedet for at bruge 10.000 kroner på at købe chokolade til forretningsforbindelser rundt omkring – chokolade som måske ikke engang bliver spist, talte vi om at donere pengene i stedet. Jeg havde selv Børns Vilkår i tankerne og så var Anette (Andresen, kundesupporter hos Agrometer, red.) hurtig til at nævne den lokale headspace som en værdig modtager, siger Søren Hovmøller.
Som barn i Nykøbing Mors oplevede Søren Hovmøller af og til at hans mor inviterede nogle af byens ensomme fra gaden hjem til jul, så det der med næstekærlighed ligger ham meget nært.
– Mange børn og unge har det svært i dag, og hjælpen til unge hos headspace ligger godt i tråd og forlængelse af hjælpen til børn via Børnetelefonen, så det var en oplagt kombination for os, siger direktøren.
I forvejen gør Agrometer en dyd ud at at støtte lokalt. Således er julegaverne til de ansatte købt lokalt, hvor virksomheden selv har stablet en række gode tilbud fra Grindsteds butikker sammen og i et katalog hvor medarbejderne hos Agrometer kan vælge en julegave fra.
For leder af headspace Billund, Susanne Mathiesen, luner de 10.000 kroner fra Agrometer:
– Det er meget muligt Søren kalder det en beskeden donation, men for os betyder det meget. Det betyder at vi kan tage mere ud på tur med vores unge mennesker, som vi har tilknyttet. Det er typisk sådan noget, vi bruger de donationer vi får til. Jeg kan ikke umiddelbart huske, at vi før har fået det på den her måde, hvor en virksomhed fravælger en tradition, for i stedet at give os pengene, så det sætter vi kæmpe stor pris på, siger Susanne Mathiesen.