Hobbyprojektet har grebet om sig: Jari lukker butikken

Dét der skulle have været et hobbyprojekt har grebet om sig og er blevet et fuldtidsarbejde. Og dét kombineret med en masse lejemål, der skal passes, harmonerer ikke, mener Jari Toftkjær Sørensen fra Vild med Vin Billund.

Derfor har han taget beslutningen om at lukke butikken i Hovedgaden efter få måneder:

– For det første svarer indtjeningen i butikken ikke til personaleomkostningerne. Men jeg har adskillige lejemål i byen, som også skal passes og pludselig så jeg mig selv med to fuldtidsjobs, og det går altså ikke, forklarer Jari Toftkjær Sørensen.

Han har derfor valgt at lukke butikken med sidste åbningsdag lørdag den 28. juni for i stedet at koncentrere sig om udlejningen af de syv airbnb-boliger, fire faste lejemål og to erhvervslejemål, som han passer. “Er pedel på”, som han selv kalder det med et smil.

– Der er altså virkelig meget at se til dér, når der kun er mig, og selvom jeg hiver hjælp ind en gang i mellem, så bruger jeg mange timer på det, lyder det fra Jari.