Hovedgaden i Billund skal være grønnere – men cykelplan får kritik med på vejen

Hovedgaden i Billund kan være på vej mod en markant makeover.

Tirsdag aften godkendte kommunalbestyrelsen et nyt dispositionsforslag, der skal sætte retningen for fremtidens Hovedgaden – med mere grønt, lavere fart, flere opholdsområder og mere byliv.

Men selvom ambitionerne er grønne og hyggelige, blev der også trådt hårdt på bremsen under debatten. For en af de mest omtalte ændringer i planen er, at de nuværende cykelstier langs Hovedgaden foreslås fjernet. I stedet vurderer forvaltningen, at cyklister fremover bør bruge Grindstedvej.

Netop dét fik SF til at bringe en borgers kritik med ind i byrådssalen.

– Man siger, at Hovedgaden skal være grønnere og tryggere, men når man fjerner cykelstierne og stadig lader bilerne køre 40 km/t, risikerer man i virkeligheden at gøre byen mindre sikker for børn og cyklister, lød det blandt andet i indvendingerne.

Borgeren peger også på, at fartbump og ujævne belægninger måske nok generer cyklister og barnevogne mere end bilister i store SUV’er.

Kommunen ønsker samtidig at sænke hastigheden fra 50 til 40 km/t og gøre Hovedgaden mere grøn med regnbede, træer og genbrugsmaterialer fra blandt andet den gamle rådhusplads.

Der er endnu ikke sat penge af til selve omdannelsen. Planen handler foreløbig om at fastlægge de overordnede principper for, hvordan Hovedgaden skal udvikle sig i fremtiden.