Hvad er det vi stemmer om den 3. december?


Når vi danskere den 3. december skal til stemmeurnerne, er det for at stemme ja eller nej til om hvorvidt dét retsforbehold vi fik med Edinburg-aftalen i 1993 skal ændres til en tilvalgsordning. Kort fortalt betyder tilvalgsordningen at vi danskere overlader det til Folketinget at vurdere fra sag til sag om Danmark skal være med i de fælles EU-regler – i stedet for at sende det til afstemning blandt borgerne – som nu. Meget kort fortalt, så skal vi den 3. december svare ja eller nej til om vi har tillid til, at politikerne på Christiansborg træffer de rigtige beslutninger om, hvor vi skal være med i EU, og hvor vi skal stå udenfor.

Med retsforbeholdet er der 22 retsakter/områder, hvor Danmark lige nu står udenfor EU-samarbejdet, men som forligspartierne i Folketinget ønsker vi skal være med i.

Det gælder blandt andet det europæiske politisamarbejde, Europol, hvor politiet i de forskellige medlemslande kan samarbejde og udveksle oplysninger i efterforskninger. Især når kriminaliteten foregår på tværs af grænserne – for eksempel opklaring af økonomisk kriminalitet eller pædofiliringe på nettet. I dag er Danmark med i Europol, men fordi vi har retsforbeholdet, er vi på vej til at ryge ud. Her mener nej-partierne dog at Danmark kan få en parallelaftale, som blandt andet Norge har gjort. Det mener ja-siden er meget usikkert.

Ja-siden mener vi står foran et kæmpe tag-selv-bord, hvor vi med en tilvalgsordning kan nøjes med at tage vores livretter. De fem ja-partier har givet hånd på, at de – hvis det bliver et ja – ikke kan tilvælge retsakter, som de i aftalen har valgt fra, i den indeværende valgperiode. Vil de på et senere tidspunkt have Danmark med, kan det kun ske, hvis alle fem partier er enige, eller ved at det bliver annonceret op til et folketingsvalg.

Nej-siden mener ikke at det er sikkert at overlade den slags beslutninger og magt til Folketinget, hvor ja-siden har flertal. De mener at ja-partierne flere gange har vist, at de fører politik helt ude af trit med borgernes ønsker. Derfor har nej-siden kogt afstemningsspørgsmålet ned til en simpel sætning: “har du tillid til at Folketinget kan tage den slags beslutninger for Danmark i EU?”

 

 

Kilde: politiko.dk