Hvem skal rydde sneen?


Sneen har nu i flere dage væltet ned i Billund kommune og spørgsmålet hos flere borgere er; hvem skal rydde sne lige præcis i vores kvarter?

Spørgsmålene er blevet rejst i flere facebookgrupper og hos Billund kommunes vintervedligeholdelse er leder Christian Iversen blevet bombarderet med spørgsmål fra borgerne om hvor snerydderne bliver af.

– Vi er i gang og har været det næsten i døgndrift de sidste dage, siger Christian Iversen.

Men faktisk er det i langt de fleste tilfælde grundejerne selv, der skal i gang med sneskovlen. På Billund kommunes hjemmeside er der nøje beskrevet, hvem der skal rydde sne hvor – både i skrift men også på et kort, hvor man kan taste sin adresse ind og så kommer det frem, hvem der har ansvaret for at rydde omkring grunden. Det gælder også stier og pladser og ikke mindst fortove. Hvis din grund støder op til en sti, skal du som grundejer som udgangspunkt rydde den del af stien.

På kortene kan man også se hvor på prioriteringslisten ens vej eller sti er hos vintervedligeholdelsen i Billund kommune.