International hæder til lufthavnens lounge – igen!

King Amlet Lounge i Billund Lufthavn er den næstbedste af slagsen i hele Europa. Foto: Billund Lufthavn/Jonas Fotografi


”Highly Commended”. Det er den titel, som King Amlet Lounge i Billund Lufthavn er blevet hædret med. Faktisk er det tredje gang siden 2011, at loungen i Billund får den fornemme titel.

Det er over 100.000 brugerne af Priority Pass-programmet, der har vurderet loungeoplevelsen i 850 lufthavne verden over, og de mener, at Billunds King Amlet Lounge er en af de allerbedste i Europa.

– Vi er meget stolte over, at loungen i Billund Lufthavn igen modtager denne internationale anerkendelse fra passagererne. Gæsterne har vurderet, at vi er næstbedst i Europa, og det er vi superstolte over, siger Jan Hessellund, der er kommerciel chef i Billund Lufthavn.

Antallet af gæster i King Amlet Lounge er steget støt de senere år, og i 2015 nåede antallet således op på det højeste antal nogensinde, nemlig 114.000:

– Der er en stadig stigende efterspørgsel på den komfort, gæsterne oplever i loungen. For mange er det næsten det vigtigste i forbindelse med afrejsen, at de har tid til at komme herind og slappe af eller forberede sig på et møde, de skal til et sted ude i verden, siger Jan Hessellund.

Førstepladsen gik i øvrigt til EuroAirport Skyview Lounge i Franco-Swiss Basel-Mulhouse Airport, som ikke alene blev vurderet som Europas, men verdens bedste lounge.